Glucosamin er et middel, der bruges til at behandle gigt, og derfor er det let at sige, at glucosamin er til dem, der har gigt i let til moderat grad. Det er gruppen af patienter med slidgigt i let til moderat grad, der ser ud til at have den største gavn af præparatet.
Hvem der får gigt og dermed har mest gavn af glucosamin er sværere at sige med sikkerhed, for i de fleste tilfælde og i de fleste former for gigt er det ikke kun en årsag, der ligger til grund for sygdommen.
En undtagelse er den gigtform, der hedder urinsyregigt, som videnskaben har fundet årsagen til. Her kan man også lettere behandle sygdommen, fordi årsagen er mere kendt end ved så mange andre gigtformer.
Meget gigt er arveligt
Der findes over 200 former for gigtsygdomme, og alene antallet gør det svært at remse op, hvem der er i fare for at bliver ramt af gigt.
For mange af sygdommenes vedkommende ser det dog ud til, at arvelighed har noget at skulle have sagt. I varierende grad spiller generne ind, når det kommer til risikoen for at udvikle gigt, men det er ikke ensbetydende med, at en gigtsygdom i familien er en nødvendighed for at få gigten.
Gigt som sygdomsgruppe er altså stadig lidt af et mysterium, og derfor bliver patienter også behandlet meget individuelt. Hvad der virker for en bestemt patient med en bestemt type gigt, virker ikke nødvendigvis for den næste patient med samme type gigt.
Glucosamin bruges ofte i forbindelse med slidgigt, og derfor vil de næste stykker også primært dreje sig om netop denne form for gigt.
Ældre får oftere konstateret gigt
Når man når op i alderen, begynder kroppen langsomt at blive mere skrøbelig. Om det er derfor, ældre oftere får konstateret gigt og slidgigt især, er ikke sikkert, men der er en sammenhæng mellem alder og i hvert fald slidgigt.
Gigt er en sygdom, der rammer muskler, skelet og led, og når man mister muskelmasse og styrke i musklerne, kan det være med til at destabilisere leddene i kroppen. Det kan så igen betyde, at leddene er mere udsatte og derved i højere risiko for at blive ramt af gigt.
Nogle typer arbejde
Der er typer af arbejde, der gør folk mere sårbare for slidgigt end andre. Det er arbejde, hvor bestemte led bliver belastet på en hård måde over lang tid. Det tærer selvsagt meget på leddene, at blive udsat for en stor mængde pres, tryk og ryk over en årrække.
Fodboldspillere udvikler ofte slidgigt i knæ og i fodled, fordi deres arbejde involverer en masse løb og retningsskift, som kan være belastende for fødder og knæ – det sammen kan det i øvrigt på motionsplan, hvis man ikke træner rigtigt.
Hårdt fysisk arbejde har ikke nødvendigvis noget at gøre med slidgigt, selvom man godt kunne formode det. Hvis det er gentagne og uhensigtsmæssige belastninger af leddene, er der ligesom med fodboldspilleren en øget risiko, men der er ikke nødvendigvis en øget risiko for slidgigt, hvis man har et hårdt fysisk arbejde.
Overvægt kan forøge belastning
Det tyder på, at overvægtige har en højere risiko for at udvikle slidgigt end normalvægtige. En af grundene til det er, at jo større vægt leddene skal bære, des mere bliver de også belastet, og på den måde er der større risiko for at udvikle slidgigt.
Gigtforeningen skriver også, at overvægtige har større risiko for at udvikle slidgigt i fingrene, og her spiller vægtens øgede belastning altså ikke ind. Her spekuleres i, om det snarere er på grund af nogle hormoner, der bliver produceret i fedtvævet, har en negativ indflydelse på risikoen for slidgigt.
En tidligere skade kan ligge til grund
Har man tidligere haft en skade i leddet, kan dette være grunden til, at man udvikler slidgigt på et senere tidspunkt – også selvom det er mange år tidligere, at skaden er opstået.
Det betyder dog ikke, at man skal holde sig fra fysisk aktivitet. Som nævnt tidligere bliver leddene mere skrøbelige, når de ikke har muskler omkring dem til at stabilisere, og derfor er det en god ide at motionere og træne på en hensigtsmæssig måde.
Glucosamins effekt handler også om at gøre det lettere for leddet at bevæge sig, og ikke om at lindre smerten som sådan. Effekten af glucosamin mærkes først efter et par uger, fordi det der begynder at blive lettere at bevæge de berørte led og dermed gør det muligt at bevæge dem med færre smerter.